Mange, både amerikanere og danskere, har spurgt mig om, hvorfor jeg valgte, at jeg ville være udvekslingsstudent.
I starten var svaret meget nemt, og det var jo det samme svar som alle andre. Jeg ville opleve den amerikanske hverdag, lære kulturen at kende, se de store skolebusser, skabene på skolen, den usunde mad og gå på en kæmpe skole ligesom på filmene.
Faktisk var det, det jeg kom herover for.
Jeg kan huske min første dag i skole, hvor jeg rystede over hele kroppen, da jeg gik på gangene, fordi jeg var så usikker og nervøs, hvilket jeg ellers aldrig er, men her var jeg. Jeg var palle alene i verden, jeg kendte ingen.
Jeg skulle starte op helt nede fra bunden uden noget som helst, helt ny kultur og et andet sprog.
I starten havde jeg mest lyst til bare at sige fuck det her, jeg tager hjem. Men hvorfor egentlig? Det her var jo det, som jeg havde villet i så mange år efterhånden?
Jeg havde svært ved at forstå, at folk ikke bare kunne vide, at jeg altså er en ganske normal, sjov pige, med en masse venner derhjemme. Det var rigtig frustrerende. Men jeg havde det sådan lidt, hvis jeg har et godt socialt liv derhjemme, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne få det her? Jeg begyndte den aller første dag, og siden da gik det kun fremad. Jeg elskede at gå i skole, så mange nye indtryk og så mange nye mennesker hele tiden.
De skulle alle sammen danne sig deres eget indtryk af mig, til trods for, at der bare er nogle ting, jeg ikke må herovre, som jeg må hjemme. Såsom at tage til fester, drikke alkohol, være ude til forholdsvis længe, og så lige det, at engelsk ikke er mit modersprog, det gjorde det også lidt af en udfordring, Da alle andre gør de ting, som jeg normalt ville gøre hjemme.
Jeg har altid elsket engelsk, men de har så meget slang, at det var forholdsvis svært at finde rundt i, i starten. Men jeg lærte det hen af vejen, og nu er der intet.
Humoren er anderledes. I danmark kører vi lidt allesammen rundt i den samme sorte, åndssvage med vildt sjove humor, det gør de bare ikke her på samme måde overhovedet, så det skulle jeg virkelig vende mig til, og det er stadig vildt irriterende, at man bare ikke kan oversætte nogle ting som vi bare siger, uden at det lyder fuldstændig åndssvagt.
Alt i alt, så skal man ikke tage til USA, og regne med, at det er nemt, for det er det på ingen måde, overhovedet. Man skal kæmpe lige fra starten, og det gjorde jeg. Jeg har nok lidt sat mit "foreign girl" præg, fordi det er altid mig de giver shit for at være foreign, fordi at de ved, at jeg er en del af dem, og ikke bare "en af udvekslingsstudenterne", men at jeg synes, at det er sjovt. Det er en fed følelse, når man ved, at man bare har sin plads og bare trives!
Aldrig døm folk for hurtigt, de kan gå hen og blive dine bedste venner. Det fandt jeg ud af.
Jeg indså med tiden, at være udvekslingsstudent er ikke bare om, at det skal være ligesom på film, for det er det langt fra. Det at pludselig stå på egne ben, uden min familie, venner og mine vante omgivelser var en kæmpe ting. Men at jeg kan sidde her og tænke på, at jeg kun har lidt under 4 måneder tilbage, får mig til at tænke på, hvor meget jeg har ændret mig. Ting jeg måske synes var meget grænseoverskridende før, det tænker jeg slet ikke over nu. Jeg tager mine egne beslutninger, og har ligesom godt forstået, at for at komme nogen steder, så må man gøre noget ved det. Man kan ikke bare forvente, at det hele kommer til en selv, for det gør det ikke.
Ved at være udvekslingsstudent får man bare nogle evner, man ikke får af at være på efterskole eller tage direkte på gym. Men det er vel min mening.
Ting som måske betød alt sidste år, betyder måske slet ikke ligeså meget mere. Jeg sagde farvel til mine bedste venner i et år, og skal snart til at sige farvel til mine bedste venner igen. Jeg skal skelne mellem to verdner. Mit liv hjemme og mit liv her. Jeg vil komme hjem og måske slet ikke forstå, at alt det her er sket for mig, men det er det, det er virkeligt. Jeg vil gå igennem byen for første gang i et år, og det vil måske stadig føles som om, at det var i går, at jeg gik der.
Så mange ting har ændret sig, og nogle ting vil jeg ikke få igen. Men i bytte for det, fik jeg erfaring.
Jeg er lykkelig.
Jeg vil anbefale at blive udvekslingsstudent, men ikke gør det for at være med i high school musical, gør det for dig selv.
Jeg kan ikke forklare, hvordan det er at være udvekslingsstudent, men jeg prøvede. Det skal opleves.
- Mathilde
